Hvad er en markedsføringsplan?
En markedsføringsplan er et strategisk og uundværligt redskab, der giver dig overblik samt skaber retning og struktur i din virksomheds markedsføringsaktiviteter. Den hjælper dig med at planlægge, hvem du vil nå, hvordan du vil nå dem, hvem der eksekverer opgaverne, og hvornår det skal ske.
Hvorfor er den vigtig?
Den sikrer, at du bruger dit budget optimalt, rammer din præcise målgruppe og undgår dyre hovsaløsninger og spildte annoncekroner i en travl hverdag.
Hvad indeholder en markedsføringsplan?
En god plan indeholder bl.a.:
- Dine unikke fordele (USP): Det, der klart adskiller dig fra konkurrenterne.
- Din målgruppe: Hvem du præcist sælger til, og hvordan du når dem.
- Dine konkurrenter: Deres styrker, svagheder og hvordan du differentierer dig.
- Realistiske og konkrete mål: Målbare KPI’er (fx flere leads eller mere salg)
- Et konkret medievalg: De kanaler, der giver bedst mening for din virksomhed.
- Et realistisk budget: Hvad indsatserne må koste, og hvordan pengene fordeles.
- Et digitalt årshjul: Et visuelt overblik over årets kampagner, deadlines og aktiviteter.
- Eksekvering og opfølgning: En klar plan for, hvem der udfører opgaverne, og hvordan der rapporteres på dem.
Hvad skal jeg særligt have fokus på i 2026?
- E-E-A-T: Vis din erfaring, ekspertise, autoritet og troværdighed, både over for kunder og søgemaskiner.
- GEO (AI-søgemaskiner): Hav fokus på dit brand og optimer dine tekster til at blive opfanget af ChatGPT, Claude, Gemini og Perplexity.
- Etisk AI-brug: Brug kunstig intelligens som en effektiv assistent, men bevar din ægte, menneskelige stemme og autenticitet.
- Keep it simple: Gør ikke din plan for kompliceret. Lav en overskuelig handlingsplan, der rent faktisk bliver brugt i hverdagen.
Det var den ultrakorte gennemgang. Læs herunder hele mit blogindlæg, hvor du får mine bedste råd, så du kan komme rigtig godt i gang med din egen markedsføringsplan.
Indholdsfortegnelse
Få lavet en plan over dine markedsførings aktiviteter
Ved at planlægge og beskrive din marketingindsats nøjagtigt, kan det hjælpe dig til at opnå et bedre salg. Du har sandsynligvis allerede en forretningsplan og en overordnet strategi for din virksomhed. Din markedsføringsplan bygger videre på denne og giver dig mulighed for en bedre, mere effektiv, overskuelig og ofte billigere markedsføring.
Ikke mindst giver det dig ro til at drive din forretning uden hele tiden at skulle bekymre dig om, hvorvidt din nuværende indsats er den rigtige. Få lavet en god handlingsplan, sådan at din virksomhed på bedst mulig måde kommer i kontakt med din målgruppe. Hvis du ikke gør dette stykke arbejde, er det helt sikkert, at dine konkurrenter gør det.
3 gode grunde til at din virksomhed skal have en markedsførings plan
- Du undgår hovsaløsninger: Brug tid på strategi og planlægning, og undgå at markedsføre dig i øst og vest. Markedsføring med hovedet under armen bliver oftest en dyr omgang med dårlige resultater.
- Du får mere for budgettet: Når du samler alle dine markedsføringsaktiviteter i en effektiv plan, sikrer det dig bedre resultater, og du undgår at spilde penge på ineffektive kanaler.
- Du får et visuelt overblik: Ved at sætte aktiviteterne i system – for eksempel i et digitalt årshjul – får du et komplet overblik over kanaler, kampagner og udgivelser. Jo bedre du mestrer denne disciplin, jo stærkere står du overfor dine konkurrenter.
Jeg har arbejdet med markedsføring i rigtig mange år og har oplevet både rigtig gode, men også dårlige – eller slet ikke eksisterende – markedsføringsplaner. Vær seriøs omkring din virksomheds markedsføring, og stil krav til dig selv, dit bureau eller din Freelance marketingkonsulent.
Hvad indeholder en god markedsføringsplan?
1. Dit produkt og dine unikke fordele (USP)
Du kender helt sikkert dit produkt eller dine ydelser rigtig godt. Men ved du også, hvad der gør det unikt? Du har sikkert hørt begrebet USP (Unique Selling Proposition), som kort fortalt handler om det, der gør dig unik i forhold til dine konkurrenter.
Dette er ikke kun vigtigt for din markedsføring, men også når du står over for kunden. Hvis du ikke lynhurtigt kan nævne de 3 bedste grunde til, at kunden skal vælge dig, har du et problem. Kunderne vil komme med indvendinger, og hvis du er usikker på din egen værdi, vil de også være det.
2. Din målgruppe
At kende din målgruppe er afgørende – især inden for digital markedsføring. At lave markedsføring uden at kende modtageren er som at skrive et brev til en fremmed; det rammer sjældent plet.
Lav en persona: Beskriv din ønskekunde. Inddrag geografi, demografi, købsadfærd, interesser og værdier. Kender du din målgruppe, bliver din kommunikation mere effektiv, troværdig og tillidsskabende.
3. Dine konkurrenter
Hver gang en kunde skal købe noget, er du i konkurrence. Kender du dine konkurrenters stærke og svage sider? For at vinde salget, skal du forsøge at være mere relevant og interessant end dem.
Du skal naturligvis ikke kopiere, men du kan sagtens lade dig inspirere. Lav eventuelt en SWOT-analyse (Strengths, Weaknesses, Opportunities, Threats) for at kortlægge, hvor du har overhånden, og hvor du skal forbedre dig.
4. Hvilke medier og kanaler skal du bruge?
Du skal naturligvis være der, hvor din målgruppe befinder sig. Tænk både i online og offline medier, og hav din persona i baghovedet hele tiden. Vær også bevidst om budgettet. Det kan ofte betale sig at få sparring fra en professionel her, så du vælger de kanaler, der giver bedst mening for din SMV.
Tjekliste over oplagte muligheder i 2026:
- Din hjemmeside / webshop: Dit digitale fundament.
- Søgemaskiner (SEO & GEO): Organisk synlighed på Google og AI-drevne søgemaskiner (som ChatGPT, Claude, Gemini og Perplexity)
- Google Business Profile: Guld værd for lokal SEO og fysiske butikker.
- Sociale medier (organisk og betalt): Facebook, LinkedIn og Instagram.
- E-mail markedsføring: Den mest direkte vej til dine kunder.
- Google Ads: Fang kunderne præcis når de søger efter dine ydelser.
- Offline: Tryksager, lokalaviser eller messer (hvis din branche kræver det).
5. Læg et realistisk budget og opsæt klare mål
Hvor meget skal du egentlig investere i din markedsføring? Det er et spørgsmål, jeg tit får, og som mange selvstændige stiller sig selv. At fastlægge et budget er afgørende for at undgå overforbrug og for at sikre, at dine indsatser reelt kan betale sig.
Dit endelige marketingbudget afhænger naturligvis af din branche, din konkurrencesituation og dit behov for at tiltrække nye kunder eller fastholde eksisterende kunder, men her er et par konkrete rettesnore:
Sådan kan du gribe budgettet an:
- Procentdel af omsætningen: En udbredt tommelfingerregel for etablerede SMV’er er at afsætte mellem 5-10 % af omsætningen til markedsføring. Er du nystartet, eller har du en strategi om stor vækst, skal du ofte regne med 10-20 %.
- Hvad skal budgettet dække? Husk, at et marketingbudget ikke kun er “annoncekroner” til Google Ads eller Meta. Det skal også dække software, produktion af indhold (video, grafik, tekster) samt eventuelt hjælp fra freelancere eller et bureau.
- Fokusér budgettet: Hvis dit budget er i den lave ende, så udvælg 1-2 medier, frem for at bruge samtlige platforme.
Mål og KPI’er:
En af de største fordele ved digital markedsføring er, at alt kan måles. Opsæt klare mål, så du ved, om din investering tjener sig hjem. I dag bruger de fleste Google Analytics (GA4) til at spore, hvad brugerne gør på hjemmesiden.
Jeg anbefaler ofte Independent Analytics til mine kunder, da det giver endnu bedre data uden at sætte cookies.
Eksempler på konkrete mål:
- Større omsætning i webshoppen.
- Flere leads (fx udfyldte kontaktformularer).
- Flere opkald direkte fra mobiltelefoner.
- Flere sendte e-mails
- Et bestemt antal nye tilmeldinger til nyhedsbrevet pr. måned.
- Flere besøgende i din fysiske butik.
6. Planlægning: Brug et digitalt årshjul
Der er meget at holde styr på. Et digitalt årshjul giver dig et suverænt overblik over kanaler, kampagner, deadlines og annoncer. Jeg kan personligt anbefale et værktøj som Yearspan, som jeg bruger til mine kunder og som indgår i min basispakke.
Elementer i dit årshjul:
- Årstidsbestemte kampagner (fx Black Friday, Jul eller sommerudsalg).
- Udgivelser af nyt indhold eller opfriskning af eksisterende indhold (blogs, sociale medier, nyhedsbreve).
- Annoncering (Google Ads og Facebook kampagner).
- Offline aktiviteter (messer, annoncer i fagblade).
- Samarbejde og plan over aftalte strategi- og kvartalsmøder.
7. Eksekvering og opfølgning
Når strategien og årshjulet er på plads, skal opgaverne fordeles. En plan skaber først resultater, når den bliver eksekveret. Gør det helt klart, hvem der har ansvaret for de enkelte opgaver: Er det dig (ejeren) selv, der skriver nyhedsbrevet? Skal et marketingbureau håndtere dine Google Ads? Eller hyrer du en freelancer til at klippe dine videoer?
Når ansvaret er placeret tydeligt, falder intet ned mellem to stole.
Lav også en aftale om hvem der har ansvaret for at samle op på, hvordan det er gået? Sørg for, at dit bureau eller din marketingansvarlige leverer en månedlig rapport, der dokumenterer resultaterne.
Hold løbende statusmøder med dine samarbejdspartnere, så I sikrer, at I når de mål, I har sat jer. Husk også at afholde et årligt strategimøde – en markedsføringsplan er en levende proces, ikke et statisk dokument.
3 tips til din markedsførings plan i 2026
Når du har styr på fundamentet, kan du med fordel indtænke disse tre strategiske overbygninger for at fremtidssikre din indsats:
Fastholdelse af eksisterende kunder
Mange fokuserer kun på at skaffe nye kunder. Men for en SMV er det oftest langt billigere at fastholde dem, man allerede har. Indtænk f.eks. loyalitetsprogrammer og god kundeservice direkte i din markedsføringsplan.
Autenticitet og værdibaseret markedsføring
Moderne kunder køber med hjertet. Tager I et socialt ansvar, arbejder I med grøn omstilling (ESG), eller har I stærke kerneværdier? Kommuniker det! Autenticitet skaber tillid, og tillid skaber salg.
Synlighed i AI-søgemaskiner
Dine kunder ‘googler’ ikke bare; de stiller spørgsmål til ChatGPT, Perplexity, Claude og Google AI. Tænk AI søgemaskinerne ind i din plan, så du øger chancen for, at AI’en fremhæver jer som kilde.
FAQ – Ofte stillede spørgsmål om markedsføringsplaner
Hvorfor er en markedsføringsplan vigtig for små virksomheder (SMV'er)?
Selv med et lille budget sikrer en plan, at dine ressourcer bruges effektivt, og at du rammer den rigtige målgruppe, frem for at spilde penge på tilfældige hovsaløsninger.
Hvor ofte skal en markedsføringsplan opdateres?
Som tommelfingerregel bør du lave en grundig revision én gang om året. Dertil bør du evaluere dine løbende resultater hvert kvartal.
Kan man bruge AI til at lave sin markedsføringsplan?
Ja! Værktøjer som ChatGPT, Claude og Gemini er en glimrende sparringspartner til at brainstorme målgrupper eller skrive tekst-udkast. Selve den forretningsstrategiske beslutning ligger dog altid bedst hos dig i samarbejde med dit bureau eller freelancer.
Få din markedsføringsplan ført ud i livet
En gennemtænkt markedsføringsplan er det første vigtige skridt – men det er den konsekvente eksekvering, der skaber resultaterne. Mit bedste råd er at “keep it simple”, så din markedsføring forbliver overskuelig i en travl hverdag som selvstændig.
Som ekstern freelance marketingmedarbejder hjælper jeg dagligt SMV’er med både at lægge strategien og styre de løbende markedsføringsindsatser i mål.
Du får alle fordelene ved en intern marketingmedarbejder – men med fuld fleksibilitet og til en langt lavere omkostning.
Vil du høre mere om, hvordan vi kan løfte din markedsføring? Lad os tage en uforpligtende snak om at sætte dine indsatser i system og skabe målbare resultater for din virksomhed.

